Workshop beskrivelse:
At sænke tempoet og finde ro til at lytte til vores omgivelser kan være en værdifuld modvægt i en tid, hvor der konstant stilles flere krav til os. I denne workshop inviterer den Berlin-baserede kunstner og lydpraktiker Lou Drago os til at udforske, hvordan meditation og lytning kan skabe ro i krop og sind – og styrke vores kreativitet. Lou vil dele de metoder og øvelser, der har hjulpet dem med at håndtere angst og finde balance i deres kreative arbejde.
Vi vil bl.a. arbejde med Pauline Oliveros’ koncept ”deep-listening”, hvor vi vil øve os i at være mere opmærksomme på de lyde, vi omgiver os med – ikke bare høre dem, men virkelig lytte til dem. Gennem en blanding af afslappende fysiske øvelser og lytteteknikker vil vi komme tættere på både os selv og naturen omkring os.
Workshoppen foregår i Deep Forest Art Land, hvor vi først samles til en kort introduktion og nogle blide øvelser. Derefter bevæger vi os sammen ud i landskabet på en såkaldt lytte-vandring, hvor vi forbinder os med skoven og omgivelserne. Vi afslutter med en fælles snak om vores oplevelser i en tryg og åben cirkel.
Bio:
Lou Drago (de/dem) er en Berlin-baseret multidisciplinær kunstner og lydpraktiker, der skaber forbindelser mellem anti-racistisk-queer-trans-feminisme, meditation, lydes helbredende potentiale og nødvendigheden af kollektivitet og samhørighed i neoliberale tider. Dragos seneste kunstneriske værker kombinerer deres erfaringsbaserede teoretiske forskning med deres lydbaserede praksis for at skabe, hvad de kalder ‘lytteanledninger’ til at være sammen og være med sig selv og andre.
Støttegivere:
Workshoppen indgår som en del af et residency program for udenlandske kunstnere under projektet Sounds of the Future, som er støttet af Kultursamarbejdet og Region Midtjyllands Kulturudviklingspulje.
Praktisk information:
Workshop facilitator: Lou Drag
Dato: 9. november 2024 fra klokken 9.00 – 12.00.
Mødested: P-pladsen Deep Forest Art Land, Sdr. Ommevej 29b, 6933 Kibæk
Pris: Workshoppen er gratis.
Tilmelding: info@deepforestartland.dk
Antal deltagere: Max 20
Vigtigt: Medbring varmt tøj samt snacks, vand eller en termokande med te. Workshoppen er desværre ikke kørestolsvenlig.