Talentudvikling

Unge talenter

I Deep Forest Art Land lægger vi stor vægt på at arbejde med den unge og endnu ikke etablerede samtidskunst på lige fod med mere etablerede og internationale navne.

Siden stedets begyndelse har Deep Forest Art Land haft et særligt fokus på helt unge billedkunstnere i slutningen af deres uddannelse eller kort efter deres afgang fra et dansk eller udenlandsk kunstakademi. En opgave her kan give de unge kunstnere mulighed for at prøve kræfter med en producerende institution. Det er ofte også deres første mulighed for at arbejde i større skala.

Siden 2016 har Deep Forest Art Land haft et samarbejde med Billedhuggerskolen på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. De har fået deres helt eget værksted og udstillingsrum midt i Deep Forest Art Land kaldet Billedhuggerhaven Skovsnogen. Her er både nuværende og tidligere elever med til at kuratere, skabe og formidle indholdet.